Forleden var jeg på kursus i forhandlingsteknik. I den forbindelse deltog jeg i en fiktiv forhandling. Tvisten tog udgangspunkt i en problemstilling, som min medkursists mor var indblandet i. Hendes nabo havde åbenbart trang til at gå splitternøgen rundt i sin have, som ikke var afskærmet af hverken raftehegn eller hæk. Gentagne henvendelser havde ikke fået naboen til at ændre adfærd.
Fri i min egen have
Jeg fik fornøjelsen af at skulle være denne nøgenhedselskende nabo, som havde indvilliget i at skulle deltage i et konfliktråd. Og jeg havde besluttet mig for, at den bare skulle have hele armen. Det var lidt synd for forhandlingslederen, for jeg gjorde virkelig, hvad jeg kunne for at være et, mindre pænt menneske, forklædt med et tyndt lag af forståelse for den andens problem. Inden længe forsvandt den sidste del også og jeg blev bare ulidelig. Det fik i den grad forhandlingslederen til at tage endnu mere parti for min modpart end for mig. Hun skulle ellers have været upartisk. Da jeg på et tidspunkt taler, afbryder hun og min modpart mig, hvortil jeg siger: Stop lige her en gang. I afbryder!
Til sidst gik jeg så med på en løsning, som var til at leve med. Det blev ikke et raftehegn, men nogle Thujaer, som skulle sættes op i skel.
Nu var det her jo en øvelse. Det var alligevel sjovt at se, hvor hurtigt både de andre og jeg levede os ind i vores roller. Der skulle i hvert fald ikke gives ved dørene. Som jeg forstår det, så skal vi arbejde videre med det i næste uge. Jeg håber, at vi skal gennem en øvelse til, for så vil jeg gerne lege, at jeg har skiftet mening og at jeg ikke gider sætte de dersens thujaer op alligevel. Og så bare give den max. væren på tværs. Jeg ser mig selv som et ret kompromissøgende menneske. Samtidig kan jeg også godt lide lidt sjov i gaden. Derfor vil jeg da ikke lade en god mulighed for en sjov oplevelse gå af hænde. Og det er jo sådan, at man også sagtens kan lære, når man har et smil på læberne.
