Jeg har 2 dejlige børn. Matthias på 13 og Mathilde på 7 år. Selv om de er det man kalder funktionelt enebørn er der ikke nogen tvivl. Matthias er lillepigens helt store og uanfægtelige idol. Alt hvad Storebror gør aber lillesøster efter. Hun har lært at stå på waveboard. Det holdt hård, for hendes kropsvægt på knap 19 – 20 kg gjorde det i rigtig lang tid meget besværligt at holde sig på brædtet, eller at styre det med hendes egenvægt. Men hun ville være sej ligesom storebror, så hun gav ikke op. Nu er hun rigtig dygtig.
Alt i alt er hun stadigvæk noget af en drengepige. Det er flere år siden hun lærte at stå på rulleskøjter (hun gik stadigvæ med ble, og lego ktøjlodser er noget af det allerbedste hun ved. Hun kan lege med dem i timevis). Kun på eet punkt er hun uomtvisteligt en pige pige.
Hun elsker tøj, og masser af det. Misforstå mig ikke. Der må endelig ikke være for mange flæser, eller værst af alt lyserødt. Jeg kan ike få hende til at gå i nederdele, men en gang i mellem kan hun godt overtales til at tage en kjole på. Hendes alleryndlingstøj er noget streetwear agtigt – selvfølgelig ligesom brormand – og aller lykkeligst er hun når hun kan få nogle nye klude fra Mini rodini som er hendes absolut favoritmærke. Vi køber det hos smaahjerter.dk fordi de har de bedste vilkår og muligehder. Mathilde er ikke i tvivl. Tøj skal være smart og sejt – ikke kedeligt.
Derfor må jeg sige at det kom helt og aldeles bag på mig da mit hjertebarn kom hjem fra skole og erklærede at hun gerne ville gå til prinsessedans. Jeg var ved at tabe både øjne, næse og mund, og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Selvfølgelig må hun gerne gå til dans hvis det er det hun gerne vil. Jeg havde bare overhovedet ikke set den komme. Og har svært ved at forestille mig noget mere feminint end småpiger i strutskørter der hopper rundt på et dansegulv. Det viser vel bare at man aldrig ved med børn.
