Hun sad og så på billeder fra sin barndom. Det havde været sådan en skøn tid. Dengang havde hun aldrig tænkt over, at hun havde været anderledes end de andre små piger. Hun havde nemlig ikke selv været helt så lille, som alle de andre havde været det. Da hun var to år, kunne man allerede se, at hun var godt i stand. At hun ville vokse op og blive en stor pige.
I dag var hun en stor kvinde. Hun ærgede sig ikke længere over det, for hun havde det skønt i sin krop. Da hun gik i folkeskole, havde tingene dog set meget anderledes ud. Mira havde holdt sig for sig selv, hun havde været usikker og havde næsten aldrig sat noget i timerne. Det var ikke selve det at være stor, hun ikke havde brudt sig om. Hun havde bare ikke brudt sig om at falde uden for normerne.
En ny veninde
I 8. klasse var der kommet en ny pige ind i hendes klasse. Hun hed Lise, og hun havde været meget anderledes. Alle de andre kom fra landbrugsejendomme i det mørke Jylland, men Lise kom direkte inde fra København. Hun talte anderledes og gik i noget meget anderledes tøj. Og så havde hun farvet sit hår helt rødt. Mira havde været imponeret.
Netop nu sad hun og ventede på Lise. De skulle sammen ud for at kigge på tøj til store kvinder. De var begge blevet store kvinder med tiden, det var jo dog gået hurtigere for Mira. I dag var Lise også en stor kvinde, men hun havde ikke længere det røde hår. Og den københavnske accent var vist også ved at være væk. Faktisk var hun ikke særlig anderledes nu, end alle de andre der boede her på egnen.
Det med at skille sig ud havde været svært. Nu da Lise sad og tænkte over det, kunne hun faktisk ikke lade være med at smile. I dag ville hun ikke have noget i mod at skille sig ud. Men hun gjorde det ikke. Hun lignede både sin søster, sin nabo og datterens veninders mødre. Hun passede ind.
