For nylig blev jeg inviteret på ferie af en af mine venner. Jeg blev meget paf, for han ville gerne betale for hele ferien. Han manglede blot en at dele den med, og han mente så, at jeg var den helt rette at gøre det med. Jeg blev lidt chokeret over, at han meldte sådan ud, for egentlig havde jeg slet ikke overvejet, at vi skulle på ferie sammen. Han havde længe talt om, at han ville tage en afbudsrejse et eller andet sted hen, som han nærmest ikke kendte, før han stod der, mens jeg mere er typen, der planlægger i god tid ved at bestille en charterrejse.
Ingen af os havde dog endnu booket en flybillet, da han spurgte mig, om vi ikke skulle rejse sammen. Jeg svarede ham ikke med det samme, hvilket han godt forstod, for han mente, at jeg skulle være sikker i min sag, når jeg svarede. Jeg måtte endelig ikke handle overilet, og han ville ikke blive sur, hvis jeg sagde nej tak til den rejse sammen med ham.
Endte med et ja
Jeg brugte nogle dage på at overveje hans tilbud, og jeg besluttede mig for, at jeg blev nødt til at snakke med ham, inden jeg kunne sige, om jeg ville med eller ej. Hvis jeg kom til at stå i gæld til ham, så ville jeg ikke tage med, men hvis det bare var noget, som vi gjorde uden yderligere regning, så ville jeg gerne.
Jeg besluttede derfor, at jeg ville invitere ham over på sushi. Sushi er virkelig lækkert, men der er næsten ingen af mine venner, der kan lide det. Min familie synes heller ikke om det, og derfor er det meget sjældent, at jeg spiser det. Sushi er nemlig for mig lidt det samme som en pizza. Det er noget, som man bestiller udefra, men som også er lidt dyrere end hverdagsmad. Det skal derfor gerne være ved lidt specielle lejligheder, hvor man er sammen med en eller flere andre. Jeg ved, at min gode ven sætter pris på god sushi, så det var jo en god anledning til at få en snak men også noget dejlig mad.