CKR i Lynæs

Lørdag d. 17 august var der lagt op til et brag af et kiterace på stranden i Lynæs. Stævnet hedder CKR og står for Cabrinha Kite Race. For dem som ikke kender konceptet, så er det høj konkurrence på det hyggeligste niveau. Med andre ord – Alle kan være med!
Det koster 150 kr. at stille op, og i det beløb er der også inkluderet morgenmad og frokost. Der er 2 klasser, en twintip klasse og en raceboard klasse. Som et testforsøg var der også en foil klasse til weekendens stop. Testen var ikke en succes, men Rom blev jo ikke bygget på én dag, så det er nok ikke sidste gang vi ser en foil klasse. Mere om det om lidt.
Først tilbage til selve stævnet. I år er der i alt 4 stop på CKR touren, og fælles for alle stop er, at give alle en god oplevelse på vandet. Om man er freestyler, nybegynder eller hardcore racer, så vil alle der har prøvet et racestævne nikke genkendende til hvor sjovt og hvor intens et kiterace er. Måske kan det sammenlignes lidt med at stå med gutterne på toppen af skibakken, og der så er en der siger “sidste mand i bunden er en tøsedreng”. Man giver fuld gas, og det er bare skide sjovt at sejle om kap. Og fordi der både er en twiptip og en race klasse, så kan alle være med på lige vilkår.
Til stævnet i Lynæs var det folkene bag Lynæs Surf Center der stod for det praktiske. Og de har bare styr på tingene. Så enkelt kan det siges. Stor ros herfra. De havde endda lagt stævnet sammen med den lokale havnefest, så der var også god livemusik og hyggelig stemning 😉

Desværre var vinden lige på grænsen. Det blæste ca. 2-4 ms. Men crewet fra CKR og Lynæs Surf Center holdt moralen højt, og gjorde baner m.m. klar. Der var vist nogle få på twintip der vågede sig ud i den lette luft, men de måtte desvære kapitulere. Der var simpelthen ikke nok vind. Til gengæld havde både raceboards og foil boardsne bedre mulighed for at sejle. Og det lignede også at vi nok skulle få gennemført nogle sejladser. Men hver gang vinden gik ned på de 2 ms. faldt dragerne ud af himlen. Og når halvdelen af deltagerne ikke kunne holde kiten i luften, valgte man at udsætte 1. start til senere. Hver gang at vinden kom, og alle kom på vandet, røg den lige ned på de 2 ms. igen og vi måtte starte forfra. Og sådan gik dagen. Vi fik ikke en eneste sejlads. Det var ærgeligt, men en stor ros skal lyde til crewet bag CKR for at give det den chance det fortjente.

Så fedt ser kiteracing ud når der er vind
Og så tilbage til testen med foils. Meningen var, at raceboards og foilboards skulle sejle samtidig på samme bane. Og havde der været vind, var der nok ingen tvivl om, at foilboardsne havde været hurtigst. Men når der er fordele, er der også ulemper. Og i weekenden kom foilboardets svaghed tydeligt til syne. I Lynæs er der lavvandet, og det er derfor nødvendigt at gå lidt ud, før man kan sejle uden at gå på grund. Twintips med deres 5 cm. finner er selvsagt de første der kan sejle, herefter raceboards med deres 40-50 cm. finner og sidst foil med 1,5 m. finne. Og netop det faktum at foilboardet krævede så dybt vand før det kunne sejle, var en svær hurdle i svag vind og pålandsvind. Kiten nåede simpelthen at droppe ud af himlen før de kom ud på dybt nok vand. Raceboardet derimod kunne noget hurtigere komme ud hvor der kunne sejles, og når først det sejlede, gjorde fartvinden det muligt at holde det kørende. Hvis en selfrescue blev nødvendigt, ville det alt andet lige også være nemmere at padle et raceboard tilbage til stranden end en foil. Derfor var testen med foilboards ikke en succes på dets første stævne. Det skal dog nævnes at alle sejlere på et eller andet tidspunkt var ude og sejle, men tror ikke der var en tidspunkt hvor alle sejlede samtidig. Derfor var det fornuftigt at aflyse stævnet uden en sejlads. Man kunne måske havde sat en sejlads igang for raceboards, men når nu konceptet er, at alle skal kunne være med, så var det fornuftigt at vente til næste gang.
Næste gang er d. 14. September på Amager Strand. Så sæt allerede kryds i kalenderen nu. Hvordan formatet helt præcist bliver og om foils er med igen ved jeg ikke i skrivende stund. Jeg tør dog godt spå på, at vi bestemt ser foils før eller siden til kiterace i fremtiden.
Håber at se en masse give den gas d. 14/9.
Aloha!
Lander
ps. – Sidste stop på den tyske kitetour er i næste weekend. Der er konkurrencer i både freestyle og kiterace (ingen foil klasse). Vi er et crew på ca. 7 danskere der tager afsted. Kunne være hyggeligt hvis der var flere der havde lyst til at joine. At deltage i udenlandske stævner giver en kæmpe erfaring som man kan bruge når man kommer hjem.

Related Articles

Responses