Anmeldelse af RRD Obsession Pro

Anmeldelse af RRD Obsession Pro 2012/13
Først lidt baggrund. Jeg startede med at kitesurfe for 2 år siden med Liquid force hifi 2009. Nogle vil måske mene, at det var en hidsig kite at starte med, men den var perfekt for mig. Siden da har jeg sejlet med Slingshot Fuel 2012 og senest Flexifoil Hadlow ID. Alle gode kites med hver deres forcer.
Omkring nytår fik jeg øjnene op for RRD Obession Pro gennem omtale på diverse kitesider på nettet, bla denne( http://www.kiteworldmag.com/2012-kite-tests/rrd-obsession-pro-9m/ ). Den lød meget interessant, så jeg kontaktede RRD-Danmark for en demo. Jeg fik to kites tilsendt (9 m+ 10,5m) og tog dem med på vandet.

Obsession Pro er en 5-linet kite med C-shape og små bridles på frontlinerne.

Jeg var hooked fra starten og er siden da kun blevet mere begejstret. Jeg endte med at købe Obsession Pro i 9m 10,5m og 13,5m og jeg synes en anmeldelse er på sin plads, da alt for få kender til denne fantastiske kite, har jeg erfaret!
Det jeg ønsker af en kite er; bundtræk, direkte styring, god i loops, let-medium barpres, velegnet til unhooked og stabilitet. Alle ting som Obsession Pro opfylder, som jeg ønsker det.
Kvalitetsmæssig er modellen i top – logo er indsyet og kiten føles yderst velgennemført og stærk. Eneste minus er frontblærens farve – hvid, der let bliver beskidt, men den kan heldigvis let gøres ren, hvis man går op i det.

I luften er kiten MEGET stabil. Sammen med medium barpres ved man konstant, hvor kiten er i vindvinduet, hvilket jeg sætter stor pris på. Kiten er direkte i styringen, men kræver et vis input for at dreje med maksimal kraft. Dette føles dog umiddelbart som et plus ved unhooked, da kiten da står meget roligt og stabilt Alle har hver sine præferencer for en kite, men når alt kommer til alt afhænger det om tilvænning. Når man har vænnet sig til hvilket barinput, der kræves for optimal dreje hastighed, er der ikke andet der føles rigtigt.
Jeg sejler primært hooked-in (særligt her i de kolde måneder – når der bliver varmere skal der for alvor øve unhooked) og har den sidste tid fokuseret på kiteloops og her synes jeg kiten yder helt perfekt. Den looper med en hastighed, der hverken er for hurtig, så der ingen kraft genereres, men heller ikke påtvunget langsomt, så man bliver rykket midt over. Trækket i loopet er meget konstant og stabilt. En yderst behagelig egenskab, når man er i læringsfasen, men også senere hen, når man udfordrer sig selv under kiteloops.
Kiten booster godt, men ikke i så stor grad som diverse SLE-kiten., eller andre kites med stort powerdump på baren. For rigtig høje hop kræves teknik og timing og ikke bare et powerboost, ved at trækken baren ind. På den måde, synes jeg godt man kan mærke at kitens ”PRO” mærkat.

Det er planen, at jeg den kommende sæson skal til at lære unhooked for alvor. Jeg har ikke den store erfaring indenfor dette, men jeg kan dog sige, at kiten føles meget stabil og rolig, når der hookes ud. Som nogle kites eksploderer den ikke mellem hænderne på én. Det føles meget naturligt og sikkert at hooke ud.
Baren kommer uden swivel, hvilket som sådan ikke er et problem, da det kan være en motivator for at lære rotationer begge veje. Jeg har dog valgt at påsætte én– en modifikation der tager 5 min og koster ca 300kr alt efter mærke, som bibeholder sikkerheden i 5. Line, men forhindrer frontlinerne i at blive viklede og unødigt slidte.

Efter denne modifikation er baren den bedste jeg til dato har prøvet. Den er lækker at holde ved og simpel med over-baren depower, coated depowersnor og mulighed for at ændre den effektive barbredde ( dette har jeg dog ikke gjort brug af endnu, men muligheden er der).
Alle kites i serien sejles med samme bar og en linelængde på 20m. Linerne er tykke, stive og føles meget stærke. Man kan evt. med god mening påsætte fx 3m extensions ved meget let vind – dette har jeg dog ingen erfaring med endnu, men det er planen jeg vil prøve engang i løbet af sommerens lette varme dage.
Opsætning er simpel, da der kun er én setup-mulighed. Hvorfor også have flere, når den ene mulighed giver kiten perfekt ydeevne uden at være i nærheden af backstalle eller andet?!
Relaunch går nogenlunde let, men selvsagt ikke så let som med et deltakite. Dette er kitens eneste ”svage” punkt, efter min mening. Men når den performer som den gør i luften, bør det ikke afholde folk fra at give den en chance, for måden den flyver på mere end godtgør for den til tider svære relaunch. Med lidt øvelse, er det ikke et problem at relaunche vha.træk i 5. line. Generelt kan siges, at det kun er et egentlig problem i marginal vind.
Obsession Pro er af min overbevisning en kite i liga med de absolut højst ydende kites på markedet (fx SS Fuel). Samtidig dog let tilgængelig og med stort vindområde. Nogle er sikkert uenige, men det er min fornemmelse efter at have prøvet begge modeller gennem en længere periode.
Min serie 9m,10,5m,13,5m giver mig med en vægt på 85-90 kg mulighed for at sejle ordentligt poweret i 7-15ms.
Det er klart, at jeg skal prøve den nye Obsession Pro, når den engang kommer, men umiddelbart skal jeg sejle den nuværende indtil den ikke kan mere. Jeg er simpelthen så glad for den!

Hvis nogle har lyst til at prøve en, er jeg sikker på RRDdanmark.dk er behjælpelig med en demo eller to, ellers så spørg pænt, hvis du en dag møder mig på stranden omkring Aarhus 🙂

Related Articles

Responses