Fra Amager til Hawaii

I december sidste år var jeg sammen med verdens bedste wave kitesurfere samlet på en lille ø midt ude i Stillehavet. Øen vi mødtes på hedder Maui og har trods sin størrelse være arnestedet for stort set alle grene af surfsporten som vi kender den i dag. Det var her de første paddelsurfere for flere hundrede år siden blevet lavet af træstammer, det var her windsurfingen havde sit mekka og det er her at kitesurfingen blev udviklet og senest har Maui været arnestedet for udviklingen af SUP. At man er havnet i surfingens centrum mærker man også med det samme man lander i Kahului lufthavn. Et komplet windsurfing sæt fra den lokale legende Robby Naish pryder nemlig en cafe i den lille, varme ankomsthal. Når man kommer ud bemærker man også hurtigt at de fleste wind- og kitesurfmærker har deres egne kæmpestore butikker i Kahului og omegn.

Epicenteret for surfingen på Maui er en lille bitte strand, der hedder Ho’okipa. Navnet Ho’okipa betyder gæstfrihed på hawaiiansk og der er i den grad gæstfrihed når det kommer til bølger og vind. Selvom Ho’okipa strand kun er ca. 150 meter lang byder den lille bugt på fire forskellige breaks (Pavilions, middels, green trees og point). Strand er i øvrigt så meget sagt, der er kun ca. 10 meter sandbund resten er klipper. Spottet er normalt reserveret til surfing og windsurfing, så stævnet bød på en unik mulighed for at kitesurfe spottet som hører til en af de mest eftertragtede wavespots på kloden. På en af mine første ture på Ho’okipa stødte jeg ind i Robby Naish, Pete Cabrinha og Kevin Pritchard. Jo den var god nok, det er her det sner. Inden stævnet måtte vi ikke bruge Ho’okipa, så der blev trænet på et spot der ligger lige til læ for selve Ho’okipa Point, kaldet Lanes. Her er bølgen helt anerledes idet den bryder mod venstre, dvs. op imod vinden. Samtidig lukker bølgen meget mere så reel træning i konkurrenceforhold inden stævnet fik jeg ikke.

I mit heat var jeg oppe imod den lokale helt Patrii Mcloughlin som på det tidspunkt førte KSP ranglisten og den anden modstander jeg havde var Tophat, som bor på naboøen Oahu. Niveauet i KSP er virkelig højt og alle surfer strapless. Noget som jeg i den grad har skulle vænne mig til. Til mit første stævne i Portugal (som ikke blev til noget pga. manglende vind) stillede jeg som den eneste op med stropper og med unhooked kitestyring. Hvis man havde spurgt mig inden KSP tourens begyndelse om jeg ville overveje at surfe strapless havde svaret været et klart nej. Men efter at have set hvor naturligt og powerfuldt de bedste får det til at se ud blev jeg overbevist. Jeg traf derfor efter Portugal stævnet beslutningen om at deltage strapless til resten af stævnerne. Når man ser de bedste ride KSP surfere ride bølger bliver man ikke i tvivl om at strapless ikke er begrænsende, men faktisk en stil der understøtter flow og udnyttelse af bølgen. Stilen er meget anerledes end vi kender det herhjemme hvor kiten flyver fra side til side og hvor der accelereres i cutbacks og den nederste del af bottomturnet. De bedste surfere jeg har set bruger kiten, nogle gange med downloops, til at komme hen til en sektion der ikke er brudt og ellers til at give generel fart og power. Hvor vi på vores breddegrader nogle gange har en tendens til at vente på kiten og lade den ”pendulrytme” som kiten giver, bestemme vores bølgeridning, fokuserer de bedste surfere i KSP på at ramme bølgen på de rigtige tidspunkter i stedet for. Men nok om det.

Mit første heat var som nævnt mod to lokale Hawaii drenge på det legendariske spot Ho’okipa. Det skal i øvrigt også lige siges at man launcher i ekstrem stødende vind og med klipper til læ. Sammenholdt med at man ikke havde mulighed for at sejle på spottet før, livestreaming og speaker på stranden tror jeg at samtlige deltagere var ret nervøse når de skulle ud til deres heat, specielt det første. Jeg var i hvert fald. Dagene til stævnet var i øvrigt gået med at vente på den drillende vind som aldrig rigtig ville stabilisere sig. Derfor havde jeg min 10,5er Liquid Forve Envy og store finner på så jeg kunne holde højde i den lette vind. Heldigvis blev vores heat dog skudt af halvvejs. Det var helt perfekt for mig, idet jeg så havde fået mulighed for at træne lidt på Ho’okipa og de værste konkurrencenerver havde fået afløb. Et par dage senere, faktisk den sidste mulige dag for konkurrence, var vejrudsigten dog god og mit heat var det første der skulle skydes i gang.

Grundet at stævnet nu skulle skydes af på kun en dag, traf dommerne efter min mening en utrolig uretfærdig afgørelse. Kun dem der havde vundet deres første heat samt de efterfølgende 8 surfere med højest point score fik lov at gå videre til runde 2. Heatsene var blevet afgjort over tre dage i vidt forskellige vind og bølgeforhold, hvilket gør det umuligt at sammenligne scores efter min mening. Jeg var i det sidste heat i runde 1 og kunne derfor regne ud hvad min score skulle være for at gå videre. Jeg kunne også se at det ville ske på bekostning af sydafrikanske Luke McGillewie som havde den laveste score af de otte der gik videre. Samtidig kunne man også se at den franske mester og veteran Etienne Lhote og den portugisiske upcomer Goncalo ’Gonza’ Gomez stod til at lukrere på ordningen, da de ellers var blevet sidst i deres indledende heats. Taberen ville være unge Matchu fra Cab Verde og evt. nr. 2 i mit heat hvis ikke scoren blev højere end Lukes.

Jeg havde min 7er på og de små finner til mit 5’10 LF bølgebræt. Heatet var suverænt det bedste jeg fik sejlet til alle mine stævner i KSP, så det var med en rigtig god følelse at jeg kom op på stranden. Desværre fik jeg min laveste score til hele KSP touren og heller ikke over for Tophat kunne dommerne svinge en score op der var i nærheden af Lukes. Patrii vandt fortjent heatet og gik videre. Alle deltagere synes ordningen var dybt uretfærdig og vi var mange der brokkede os. Men lige lidt hjalp det. Topstyring og favorisering af enkelte surfere er også mit største problem med min oplevelse med KSP. Man er ikke i tvivl om hvem der styrer og bestemmer slagets gang. Og det er ikke race directoren som det ellers burde være. Til 2013 sæsonen er der blevet hyret en tour manager som ikke er medejer af touren, hvilket jeg synes er meget positivt.

Stævnet bød på nogle virkelig store overraskelser idet at både Airton fra Cab Verde og Sebastian fra Brasilien blev slået ud i ottendedels finalerne og dermed mistede chancen for at vinde titlen. Airton havde endda vundet sit heat en gang, men af årsager jeg ikke kunne se blev det i det sidste minut skudt af pga. for lidt vind. I andet forsøg tabte han til Guilly Brandao fra Brasilien, hvilket i det heat var helt fair. Lige præcis Airton og Sebastian var af de fleste, og undertegnede, udpeget som favoritter til dette stævne og titlen. Da Luke og Guilly efterfølgende også tabte deres heats var det kun Keahi fra Australien og Mitu fra Cab Verde der var tilbage i mesterskabsstriden. For at gøre spændingen komplet endte de endda i finalen også!

Finalen var helt utrolig god og begge var virkelig tændte. Til sidst endte Keahi med at tage heatet og dermed stævnet og verdensmesterskabstitlen. Helt fortjent idet han havde surfet på et utroligt højt og stabilt niveau hele stævnet. Mitu kunne dog ligeså godt have vundet finalen, men han havde undervejs også nogle mindre gode heats og det var derfor efter min mening stævnets bedste deltager der vandt.

Dermed endte mit eventyr på KSP touren også. Det bedste ved touren har uden tvivl været at mødes med så positive og dygtige surfere fra hele verden og få inspiration til surfstil og livsindstilling. Det har også været fantastisk at mødes med danskere og mennesker fra andre lande som har forfulgt deres drømme og nu er bosiddende på den anden side af jorden i gang med at leve et liv med andre prioriteter, begrænsninger og muligheder end vi er vant til i Danmark.Mange tak til Liquid Force, GoPro, Ørgreen Eyewear og Kitesurferen.dk for opbakning!Aloha og vi ses på vandet!

Videoet fra året der gik:
{"video":"https://vimeo.com/59852307","width":"690","height":"520"}
Her nogle flere billeder fra Maui: