video: hydrofoiling i Santa Maria Bay – Kap Verde
Hydrofoil film fra Santa Maria Bay
Så fik jeg endelig skruet al det foil-video sammen, som jeg fik filmet i løbet af min tur til Kap Verde i februar. Hvis jeg allerede var hooked på at foile inden jeg tog afsted, så gik stak det først helt af på min rejse, hvor jeg foilede stort set hver dag på min nye LF Fun Foil.
Jeg foilede i den smukke bugt lige foran vores lejlighed i Santa Maria på Sal, som iblandt turister er den mest kendte af Kap Verde øerne og som også er kendt for sine verdensklasse bølgeforhold og gode familievenlige stemning. Derudover er nogle af verdens bedste wave kitesurfere fra netop Santa Maria, nemlig Mitu, Airton m.fl. hvilket ikke er noget tilfælde da øen har et utal af fantastiske breaks og er super eksponeret for swell fra både syd og nord.
Filmen ses bedst i HD, specielt droneskuddene som Santa skød med sin DJI fortjener fuld skærm og HD.
{"video":"http://www.vimeo.com/123988272","width":"900","height":"450"}
Alternativ youtube video
Men vind skal der til, eller skal der?
Også de Kapverdiske øer var denne vinter ramt af usædvanligt vejr, som har givet en ekstraordinær kølig og grå vinter til det Østlige Atlanterhav. Ud over at der var markant færre solskinstimer end normalt og at temperaturerne lå 2-4 grader under normalen, regnede det også for 2 år imens vi var der (5-6 dage med lidt smådryp) – og normalt ville den delvist udeblivende passatvind, som kun gav vind til 4-5 dage på waveboardet ud af 14 dage have været ganske frustrerende. De lokale brokkede sig højlydt over temperaturerne på blot et par og tyve grader (fnis), kiggede undrende når det regnede lidt og beklagede sig over en vinter fattig på både vind og bølger.
Min nye ven, LF hydrofoilen, skal dog heldigvis ikke have mere end ca. 3-4 m/s i snit før jeg kan sejle sikkert på den med min 12´er wave kite, en Solo fra LF som med sin ene strut og lette konstruktion er genial både i store bølger og på en foil – Og trods den lette luft følte jeg mig faktisk sikker ved også at sejle i frandlandsvinden bag byen selvom næste stop var Brasilien. Og de 3-4 m/s i bybugten var der som minimum hver dag – og jeg kunne dermed få nogle fantastiske solosessions på fralandsvindssiden af øen lige foran vores lejlighed i vandkanten midt på bystranden. Af og til blev det også til afstikkere til kitebeach på østsiden og Punta Preta på vest siden af øen, at tilbagelægge 30 km langs kysten tager ikke meget mere end end time – så man kan hurtigt lave en vind- og bølge patruljering af en længere kyststrækning da man går helt fænomenal højde på en foil.
Jeg har været sygemeldt med stress en del af vinteren og havde set meget frem til at komme en masse på vandet og få noget ro i hovedet på den længe planlagte surf og familieferie – og der har ikke været nogen bedre måde for mig at få koblet af på end ved at være ude at foile både fordi det kræver en del koncentration og samtidig er mega lækkert. Følelsen af det flyvende, lette glid på foilen, de smukke farver i vandet er i sig selv skønt, men når man så samtidig lægger oplevelsen af at se lidt oppefra hvordan havskildpadder dykke ned i det grønne vand og tilføjer mødet med utallige flyvefisk som tror det bliver jaget af den sorte rokke under min pind, bliver oplevelsen nærmest fortryllende og terapeutisk – i hvert fald for mig. At lære at foile kan varmt anbefales til alle der holder af at surfe, af havet og af at stå på et board. Følelsen og stemningen er suveræn, men samtidig meget svær at beskrive for ikke indviede. Det tager iøvrigt ikke andet end 2-3 dage at lære hvis man i forvejen er en habil surfer og kommer ud på det rigtige udstyr.
Det vil nok være så meget sagt at sige at min hydrofoil reddede ferien, for jeg elsker altid at rejse med familien og gode venner og det havde været skønt uanset hvad fordi folk er så venlige på Kap Verde og fordi man bare automatisk slapper af og hygger sig dernede, men surf skal der selvfølgelig også til – og jeg fik min daglige dosis og super gode session hver eneste dag, takket være min hydrofoil fra LF, så kærligheden til den er stor og jeg vil altid have en hydrofoil med mig ud at rejse fra nu af, da det er den vildeste session saver der findes. Foilen vejer kun 3,5kg og kommer i en lille kompakt taske. Denne gang tog jeg også Foil Fish´en med, men en anden gang kan det tænkes at jeg laver huller til montering i et af mine wave boards så jeg kun skal rejse med et enkelt bræt..hvem ved 🙂
Håber I kan lide filmen og jeg håber også at filmen kan inspirere de der endnu ikke har prøvet til at kaste sig ud i denne helt vildt fede gren af kitesurfing, vindgrænsen har taget et kvantespring nedad for mig og jeg kan surfe nærmest altid nu – det har I også fortjent, og det er kitesurf der føles på den fede måde, selvom det måske ser lidt morfar ud 🙂
mvh Thomas Alsbirk
Responses